Kroniske smerter

Om kroniske smerter

Da jeg først fik af vide, at jeg havde kroniske smerter, var det nedslående. Jeg blev ekstremt ked af det og frustreret, for hvordan skulle jeg som 28 årig kunne leve resten af mit liv med så invaliderende smerter, som jeg havde på daværende tidspunkt?

Når man hører ordet kronisk tror jeg de fleste, inklusiv mig selv, tænker at det er noget man ikke kan slippe af med, noget som man skal leve med resten af livet. Det gjorde mig meget nedtrykt og i en periode opgivende, hvor jeg kraftigt overvejede, om jeg havde lyst til at leve, for hvad var livet værd, hvis hver eneste dag resten af mit liv skulle være en kamp for overlevelse og endnu en dag i helvede?

Heldigvis er jeg udstyret med en meget stor stædighed samt en familie og omgangskreds, der har støttet og hevet mig op, når jeg har været nede.

Begrebet kroniske smerter bør ændres

I dag ved jeg, at kroniske smerter ikke betyder, at det er noget man skal leve med resten af livet. Både fordi jeg selv har fundet en vej ud af smertehelvedet, men også fordi at jeg i dag kender definitionen på kroniske smerter.

I vores sundhedssystem anvender man begrebet kroniske smerter baseret på en tidsfaktor.

Kroniske smerter: Man kalder smerter for kroniske, når de har varet over seks måneder. Det er altså længerevarende smerter, som kan gå væk igen.

Det er nok de færreste som kender definitionen på kroniske smerter, og dermed fejlagtigt tror, at der ikke er noget at gøre, hvilket kan føles som en dødsdom og fjerne alt håb for den ramte.

Det er meget uheldigt, at man bruger ordet kronisk om noget, der kan forsvinde igen, især fordi at man ikke får det af vide af sin læge, på smertecenteret osv. Der får du bare af vide, at du har kroniske smerter, og at det er noget, du skal lære at leve med.

Hvis noget kan forsvinde eller helbredes, bør man ikke bruge ordet kronisk, da det sender forkerte signaler. Som minimum burde lægerne oplyse patienterne om, hvad kroniske smerter betyder.

Diagnose som identitetsskaber

En af konsekvenserne ved at miste modet og håbet, fordi man tror, at man skal leve med sine smerter resten af livet er, at man risikere at blive sin diagnose. Man bliver ham/hende der har kroniske smerter, som er handicappet, og som der skal tages hensyn til resten af livet. Hvis man selv har den tro og ens omgivelser også har den tro, medvirker det til at forstærke ens selvbillede af, hvem man er. Det bliver dermed en ond cirkel, der kan være meget svær at komme ud af igen.